Skolens og lærerens opgave

Skolens og lærerens opgave

Er der noget, som kan få lærerstuderende op af stolene, er det diskussionen om dannelse kontra uddannelse.

Hvad er skolens primære opgave, skal vi danne vores unge mennesker til at blive demokratiske samfundsborgere, der kan handle og tage stilling? Eller er skolens opgave at udstyre eleverne med færdigheder, så de kan skrive, regne og tale fremmedsprog?

Debatten har altid eksisteret. Tilbage i det klassiske Grækenland diskuterede Sokrates dannelsesbegrebet med sofisterne. De omrejsende sofister anså dannelse som almen viden, færdigheder og talekunst, som borgeren skulle udnytte til at tage del i den demokratiske polis. Sokrates opponerede mod dette, ikke at de ovennævnte områder ikke var relevante, men de var ikke alt. Etik og individets evne til at rationalisere sig frem til følgeslutninger opfattede han som forudsætningen for et dannet menneske. Metoden til at opøve disse evner skete ved åbne spørgsmål fra lærer til elev, den majeutiske metode. De to begreber overfor hinanden svarer lidt til tyskernes skelnen mellem Fertigkeit og Fähigkeit. Fertigkeit er de konkrete færdigheder, hvor Fähigkeit er en kompetence eller evne, som anvendes langt bredere.

Der er ingen tvivl om, at både uddannelse og dannelse er opgave skolen – og dermed læreren- skal løse. Balancen varierer over tid. Da jeg gik i skole i 70´erne var formålsparagraffens hovedbudskab dannelse. Eleverne blev opøvet i at tage stilling og søge viden, altså brede kompetencer. I 1990´erne kom der resultater fra de store PISA-undersøgelser, der gav Danmark en lav placering i læsning og matematik, hvilket rykkede en del til vores selvforståelse. I den efterfølgende revision af folkeskoleloven blev færdighederne, og dermed uddannelsen, prioriteret. Den overordnede ramme gives os fra det politiske niveau i form af folkeskolens formålsparagraf. Formålsparagraffen udtrykker de værdier og normer, som det politiske system på et givent tidspunkt ønsker omsat til praksis. Der er tale om det, som Thomas Ziehe beskriver som højglanssprog, en ønskeseddel. Når disse idealer skal trækkes ned i praksis, er det i første omgang skolen, der udstikker retningslinjer, hvorefter den enkelte lærer, der udfylder rammen. Tolkningen af formålsparagraffer og vejledninger vil til enhver tid være individuelle, og den enkelte lærers grundsyn vil farve den praktiske udførelse og vægtning af de to begreber.

I min klasse af lærerstuderende har vi diskuteret vægtningen. Vi lavede en øvelse kaldet ”stem med fødderne”, hvor vi skulle placere os med en afstand til en midterakse enten mod uddannelse eller mod dannelse.  Vi var spredt over hele spektret, dog flest på overvægt af uddannelse. For mig var opgaven umulig. Jeg mener ikke, at de to begreber kan/bør/må skilles ad. Når jeg underviser i færdigheder, danner jeg samtidig mine elever. Hvis jeg udelukkende underviser i færdigheder, mangler hele den menneskelige side, hvorimod hvis jeg udelukkende opøver elevernes selvstændighed, demokratiske sans og respekt, mangler de helt basale færdigheder.

Så for mig er uddannelse og dannelse ligeværdige opgaver, både for skolen og for mig som lærer.

Lærerrollen:

Der var engang, hvor lærerens ord var lov. Der var ro i klassen og eleverne modtog passivt undervisning, ikke kun engang imellem, men hele tiden. Læreren docerede, eleverne tog noter. Det var lærerens ord, der skulle gengives til eksamen.

Så kom 70´erne. Alt var til debat, både undervisning, lærer og metode. Selv de mindste klasser blev inddraget i samtlige processer. Læreren ville ikke være autoriet, men meget hellere en af ”gruppen”.

I dag ved vi, at hverken den ”sorte skole” eller den ”særdeles procesorienterede skole” virker.

Læreren skal være klasserumsleder og autoriteten opnår læreren i kraft af sine lederegenskaber. Læreren faciliterer elevernes læringsprocesser og kan jonglere med en vifte af metoder. Eleverne skal være aktive og tage et medansvar. Når det er muligt, skal eleverne medinddrages i beslutningsprocesser, andre gange er problemstillingen af en sådan karakter, at det er læreren, der må træffe afgørelsen.

En vigtig del af lærerens klasserumsledelse er at sikre, at der eksisterer et trygt miljø i klassen, hvor eleverne i gensidig respekt kan ytre sig. Hele forudsætningen for indlæring er trivsel, så uden tryghed og trivsel, ingen læring, og dermed ingen effektiv undervisning (se evt. siden ”god undervisning og begrundet læreplan”).

Ole Bang Larsen kommer med følgende gode råd:

”                    1.  At eleverne er klar over, hvad man forventer af dem

2.  At elever og lærer formulerer og overholder nogle få simple regler

3.  At man som lærer er opmærksom på prisværdig adfærd og belønner den.

4.  At man undlader at disciplinere.

5.  At man bruger ros som forstærkning.

6.  At man roser adfærden snarere end eleven.

7.  At man undgår at gå i clinch med en vanskelig elev.

8.  At man handler ved at meddele sig kort og neutralt.

9.  At man undgår at moralisere.

10. At man aldrig prøver at udøve kontrol i en situation, man ikke behersker.” (Kristensen 2012: 229)

Der er her tale om en ren behavioristisk tilgang, hvor rigtig adfærd belønnes. Størstedelen af punkterne kan jeg tilslutte mig, specielt omkring klarhed og formål. Jeg har dog også enkelte betænkeligheder, hvorfor skal man undgå at konfrontere den vanskelige elev? Er det ikke konfliktskyhed? For mig går der lidt for meget ”hundetræning" i den her. Vi belønner hensigtsmæssig adfærd og ignorer uønsket adfærd. Afhængig af situationen vil jeg ikke udelukke, at jeg ville handle.

Men hvad mener du, kære læser. Jeg hører meget gerne argumenter og bliver klogere.