Translate

Boganmeldelser


Anmeldelse af ”Sidste forestilling” skrevet af Anna Grue:


Udkommer d. 7. november 2013, anmeldt for SAXO
 
 

En kvinde myrdes, og den første der mistænkes er kvindens kæreste. Kæresten er, udover at være en kvinde, også vicepolitikommissær. Hvor går kvinden hen, når alle beviser peger mod hende og kollegerne har varetægtsfængslet hende? Hun kontakter ”den bedste opdager”, detektiven  Dan Sommerdahl, alias den skaldede detektiv. Han har tidligere bevist, at han kan grave ting frem, som er skjult for politiet. ”Den sidste forestilling” er 6. bind i serien om Dan Sommerdahl, men mit første bekendtskab med ”den skaldede detektiv”. Jeg er blevet nysgerrig på, hvordan Dan er kommet frem til bind 6, og må derfor have læst de 5 tidligere, men romanen kan sagtens stå alene og kræver ikke forhåndskendskab.

 

Den sidste forestilling er en god krimi, der indeholder, hvad en krimi skal indeholde: Et godt plot, nogle omveje til at finde frem til løsningen og en pejling af læseren mod denne. Den er fængslende, let i sproget og let fattelig. En krimi som passer rigtig godt til at tage med under tæppet med en kop varm kakao på en kold og våd regnvejrsdag. Udover opklaringen af mordgåden, indeholder romanen en række sidehandlinger, der er værd at udforske. F.eks. forholdet mellem provinsen og København, de professionelle overfor den dygtige amatør, krop og sundhed, kønsidentitet og meget mere. Anna Grue får samlet godt op på de ledetråde, som hun kaster ud under vejs. Et eksempel herpå er den måde, hvor indledningen anvendes som første set-up, og hvor spor med referencer til indledningen kommer gennem historien, for til sidst at samle sig til et vaskeægte pay-off efter opklaringen. Det er rigtig godt håndværk og  Anna Grue signalerer herved både godt overblik og overskud over fortællingen. Bogen er velkomponeret og godt struktureret. Både hovedpersoner og bipersoner er godt og realistisk skildrede. Kombinationen af velkendte temaer og realistiske personer gør, at man som læser kan genkende problemstillingerne og indleve sig i handlingen. Et af mine højdepunkter i bogen er jagten på morderen efter afsløringen. Her går sprog, form og handling op i en højere enhed, og jeg bliver, som læser, deltager i en hæsblæsende jagt. Motiverne for aktørerne er en smule anderledes end forventet, men desværre får man allerede ved første møde med moderen en forudanelse om slutresultatet.

 

Bogen skal have 3 stjerner. En god og underholdende krimi, men også en anelse forudsigelig.

 

Anmeldelse af : ”En hellig alliance”, en roman skrevet af A.J. Kazinski:



 

Helt fantastisk thriller, som skal læses.

Udover et rigtig velkomponeret plot, er romanen bygget op med en fremdrift, der tvinger læseren videre. Vi må simpelthen vide, hvad der sker. Denne fremdrift holdes gennem hele bogen, selv 10 sider inden bogen slutter, sidder man tilbage med en følelse af, at de løse tråde simpelthen ikke kan samles.

Handlingen strækker sig over mindre end 14 dage. Der er mange tidsangivelser, der yderligere sætter tempoet op, samtidig med, at de hjælper os med at følge de to spor – Evas og Marcus. Eva har ramt bunden, hun har mistet sit arbejde som journalist, sin kæreste og økonomien er i ruiner. Hun sendes ud i aktivering i en børnehave, hvorfra plottet tager sit afsæt. Hun bliver hvirvlet ind i farefulde situationer i hendes jagt på sandheden. Udover den aktuelle krise, som Eva gennem romanen bearbejder, gennemgår hun også en personlig udvikling. Hun får prøvet nye grænser i sin personlighed og vokser. Den anden markante person i romanen, Marcus, arbejder for at beskytte kongehusene og alle deres hemmeligheder. Vi møder ham som den stærke mand (skurk), på sin karrieres højdepunkt. Pludselig indhentes han af tvivl og følelser, og vi ser ham gå mere og mere i opløsning.

Plottet er spundet omkring beskyttelsen af monarkierne, og dermed de europæiske kongehuse. Der er blandet en hel del faktuelt korrekte oplysninger ind i teksten, både historiske og geografiske, og forfatterne formår derved at illudere en realistisk stemning, ligesom de får aktiveret følelsen af genkendelighed. Jeg er imponeret af, hvordan forfatterne benytter disse genkendelser til at skabe drama og pirre nysgerrigheden i hverdagssituationer, f.eks. i børnehaven. Romanen skifter mellem beskrivelser og dialog, der er holdt en tone nær talesproget, hvilket gør bogen levende.

Både prolog og epilog indrammer thrilleren rigtig godt, således at der kommer en god sammenhæng, og jeg kan anbefale, at efter at have læst bogen til ende, så gå tilbage og læs indledningen igen. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at det ”set-up”, hvor Christian Brix i indledningen skriver ”Mord” med sit blod, var blevet fulgt op af ”pay-off”, da Eva senere går rundt i det rum, hvor mordet er sket.

Udover at være en rigtig god thriller, har romanen den bivirkning, at den pirrer til nysgerrigheden. Således greb jeg mig i at fundere over magtstrukturer, monarki og demokrati, ligesom jeg lige måtte tjekke op på nogle af de historiske detaljer. En bivirkning, som jeg absolut sætter pris på.

 

Ingen kommentarer: