Evaluering
Hvordan kan
obligatoriske tests medvirke til en optimering af læreplan og elevplan?
Helle Norbye
Studienr. bkbE11114
Vejleder Lilian Rohde
Praktikvejleder: Stine
Hansen
Indholdsfortegnelse:
1. Indledning
2. Problemformulering
3. Metode
4. Empiri
5. Teori
6. Analyse
7. Handlingsforslag
8. Konklusion
9. Refleksion over egen udvikling
10.Referencer
1. Indledning
Evaluering har været et nøgleord ved vores praktikforløb:
Evaluering som del af vores undervisningsforløb af eleverne, dels som
målsikring, dels som repetition. Vi blev evalueret af vores vejleder, af vores
praktikgruppe og vi selvevaluerede. Fælles for disse evalueringsformer var
udgangspunktet i den individrelaterede vurdering og en kvalitativ metode, som
er blevet en integreret del af vores måde som lærere/lærerstuderende at agere
på. Derimod er de kvantitative vurderingsformer som tests ikke helt så
integrerede, de udføres fordi det er os pålagte. Nationaltesten af
undervisningsministeriet og læsetesten + skrivestavetesten af regionskommunen.
Disse 3 tests foretages alle i januar, dvs. mens vi var i praktik. Der bruges
tid på at udføre testene, og der bruges efterfølgende rettetid. Informationen
som læreren står tilbage med, tages til efterretning og diskuteres med elev og
forældre ved en senere forældrekonsultation
.
Da obligatoriske tests vil blive en del af min hverdag som
professionel lærer, finder jeg det både interessant og relevant at få afprøvet
om testene kan hjælpe med at målrette min undervisning, så de går fra en
retrospektiv anvendelse til et fremadrettet værktøj.
2. Problemformulering
Med udgangspunkt i CKF 5: ”Evaluering
af elevernes læring
Kendskab og inddragelse af
forskellige evalueringsredskaber på praktikskolen, herunder tests. Kompetencemål:
Kunne inddrage forskellige evalueringsredskaber herunder tests” (Praktik
2011-2012, s. 11)
Har jeg valgt følgende
problemformulering:
Hvordan kan obligatoriske tests medvirke til en optimering af læreplan
og elevplan?
3. Metode
Empirien er fundet ved 3 rekonstruerede episodebeskrivelser.
Observationerne er foretaget i vores praktik og rekonstruktionerne foretaget
efter endt praktik.
Ud fra hver observation har jeg vurderet resultatet og
eventuelle fejlkilder. Dette er mit analysegrundlag. Herefter vil jeg samle analyseresultaterne
for hver enkelt test i en delkonklusion.
De tre delkonklusioner vil blive holdt sammen og udgøre komponenterne
til den samlede konklusion.
4. Empiri
Cases:
Læsetesten:
Til stede i klasseværelset: 8 elever, læsevejleder,
klasselærer, observatør (lærerstuderende)
Eleverne sættes ved hvert sit bord, hvorpå der ligger en rød
og en blå tuschpen.
Skolens læsevejleder, som er hovedansvarlig for testen,
instruerer eleverne.
Materialet er et hæfte, der består af små tekststykker, og
til hvert tekststykke er der en række billeder. Teksten er bygget op således,
at hvis eleven ikke har læst hele teksten, vil de ofte vælge det forkerte
billede.
Læsevejlederen og klasselæreren har et stopur hver.
Børnene bliver bedt om at starte med den blå tuschpen.
Efter præcis 5 minutter beder læsevejlederen børnene skifte
tusch.
Når de er færdige med hele produktet, bliver de bedt om at
række hånden op. Klasselæreren eller læsevejlederen noterer tiden.
Skrive/stavetesten:
Til stede i klasseværelset: Alle elever (25), klasselærer,
observatører (3 lærerstuderende)
Testen er delt op over flere dage, således at børnene
arbejder med et uddrag på ca. 20 minutter dagligt. Hvert barn har sit eget
hæfte, som følger dem gennem hele forløbet.
Børnene informeres om, at de ikke kan få hjælp.
Hver ny opgavetype introduceres af klasselæreren med et
eksempel. Opgaverne stilles mundtligt af klasselæreren. Efter hver seance
samles hæfterne ind og opbevares af klasselæreren. Når alle opgaverne er løst,
rettes opgaverne efter en fastsat rettenøgle.
Foretages i IT-lokalet.
Til stede: hele klassen, klasselærer, 3 observatører
(lærerstuderende)
Klasselæreren instruerer eleverne.
Hvert barn sidder ved en computer. Eleven logger på med
personlig kode. Opgaverne fungerer således, at hvis barnet svarer rigtigt, øges
sværhedsgraden, hvorimod sværhedsgraden nedsættes ved forkerte svar. Eleverne
må ikke få hjælp til det faglige under testen.
Læreren har samtlige elever listet op på en computerskærm.
Alle eleverne er markeret med en rød streg, dette resultat indikerer at der
endnu ikke kan beregnes et resultat. Under vejs i testen skifter farven på
markeringen. Når den er grøn, er resultatet statistisk sikkert, hvorimod en gul
farve indikerer, at resultatet skal læses med forbehold.
Der er ved testens begyndelse 5 elever, som har tekniske
problemer. Der bliver tilkaldt en tekniker, der efter ca. 10 min.
fik
de 4 elever i gang med testen. Den sidste elev fik sat testen i gang, men
testen blev afbrudt flere gange, hvor elevens frustrationer var helt
eksplicitte i form af udbrud og markeringer med hånd i bord. Denne elev opnåede
et gult resultat.
5. Teori
For at kunne analysere fordele og ulemper i de tre relevante
tests er det nødvendigt at få defineret hvilken testtype der arbejdes med. Det
gør jeg ved at opstille en række idealtyper (Andersen, Ib, Den skinbarlige
virkelighed s. 99), hvorunder hver enkelt test kan placeres Jeg har anvendt
teorierne for vurdering (Hiim & Hippe, undervisningsplanlægning for
faglærere s. 90 - 98).
Målrelateret vurdering/absolut vurdering er karakteriseret
ved, at eleven testes ud fra entydige krav og det udløser en indplacering på en
skala, f.eks. en karakter eller en bestået/ikke bestået udmelding.
Grupperelateret vurdering/relativ vurdering er en anden
metode til at vurdere eleverne på. Elevens resultat sammenlignes med en stor
gruppe. Relativ vurdering er ikke sat op efter mål, men efter en
normalfordelingskurve.
Ulemperne for de to ovenstående vurderingsmetoder er den
meget stramme struktur, der ikke levner plads til uddybende spørgsmål. Eleven
kan misforstå under vejs og kan derved få et ikke helt retvisende
resultat. Fordelen er et objektivt
vurderingsgrundlag, hvor relationen lærer-elev ikke har betydning.
Den individrelaterede vurdering er den individuelle samtale.
Det er en kvalitativ evalueringsform, der er dialogbaseret. Ulemperne ved denne
evalueringsform er, at der altid vil være relationer mellem lærer og elev, og
den derfor ikke er objektiv. Fordelene er de individuelle
tilpasningsmuligheder.
6. Analyse
Læsetesten:
Ved gennemgang af det udleverede materiale
er
der en tekst øverst og en billedrække nederst. Nogle af billederne er
utydelige/dobbelttydige. Det betyder at en elev der er hurtig til at afkode og
forstå det læste, kan få nedsat hastigheden ved at søge efter det visuelle.
Testen er baseret på en landsundersøgelse fra
1987, og eleverne placeres i en læsegruppe, f.eks. A-læser, B-læser osv. ud fra
hastighed og rigtighed, disse bogstaver kan tolkes som en karakter. Da der er
tale om en placering ud fra trinmålene for 4. klasse, kunne denne test sættes under
idealtypen målrelateret vurdering. Det kan dog diskuteres, da det oprindelige
grundlag er en normalfordelingskurve, og dermed kunne være en grupperelateret
vurdering, og outputtet netop skaleres efter en normalfordelingskurve. Jeg
vælger derfor at rubricere læsetesten som
en grupperelateret vurdering.
Delkonklusion:
Læsetesten er primært en grupperelateret vurdering, idet den
bygger på normalfordelingskurve som grundlag for indplacering som henholdsvis
A-læser, B-læser osv. Resultatet af testen er ikke entydig, idet der kan være
visse fejlkilder. Variationen af tid kan være udtryk for 1. manglende evne til
afkodning, 2. manglende læseforståelse, 3. anden visuel perception en
testdesignerens. Der vil derfor være
brug for dialog med den enkelte elev omkring testens forløb og eventuelle
vanskeligheder med opgaveløsningen efterfølgende. Når testforholdene er afklaret, mener jeg
testen giver rigtig gode informationer omkring elevens aktuelle læseniveau. Den
giver et rigtig godt grundlag for at finde materiale af korrekt sværhedsgrad og
sammen med eleven sætte nye mål for læseudviklingen.
Skrive/stavetesten:
Testen er specificeret ud på 24 kategorier, som det enkelte
barn bliver målt i. Resultatet sættes ind i en rettenøgle af dansklæreren, der
derved får et skematisk overblik over den enkelte elevs delresultater, den
enkelte elevs samlede kompetencer i det prøvede, samt et overblik over hele
klassen. Hver enkelt kategori kan enten bestås eller ikke bestås og er bygget
op omkring trinmålene i dansk for 4. klasse.
Det er således en målrelateret vurdering. Der er også her tendenser til
den grupperelaterede vurdering, f.eks. at klassen som helhed tælles sammen, men
det er ikke det væsentlige for testen, og jeg vælger derfor at kategorisere den
som målrelateret.
Jeg har spurgt ind til brugen af dette værktøj, hvor
dansklæreren forklarede, at hun anvendte oversigten som en meget grov rettesnor
og kun i meget lille omfang anvendte den som reguleringsredskab til elevplaner
eller tilrettelægning af klasseundervisning
.
Umiddelbart er der rigtig mange relevante oplysninger i
testen. Der er dog også i denne test en del fejlkilder. Børnene kan have hørt
forkert eller slet ikke hørt et ord under testen, testen kræver stor
koncentration af en hel klasse, så der kan være forskel på testen i starten af
perioden og i slutningen af perioden og der kan være uklarhed omkring
opgaveløsningen.
Specielt lagde jeg mærke til et problem omkring de lydrette
ord, et af ordene var ”græs”, da læreren læste ordet op var lyden ”gras”.
Eleverne var instrueret i, at ordene var lydrette, og de skulle derfor skrive
ordene som de lød, men hvis de skrev gras i stedet for græs, ville det udløse
en fejl.
Delkonklusion:
En målrelativ test, hvor fejlkilder kan fremkomme. De 24
målområder er oplagte at forholde sig til i en elevplan, som derved kan blive
nuanceret og målrettet den enkelte.
Samtidig giver den samlede oversigt et billede af, om der er
områder hele klassen har brug for a arbejde med.
Den nationale test
Den nationale test måler på 3 hovedområder, sprogforståelse,
afkodning og tekstforståelse. Under hver af disse kategorier er der 18
underkategorier. Testen opgøres dels på den enkelte elev, men også for klassen
som helhed. Resultatet holdes så op med landsresultaterne. Testen skal beskrive
hvad eleverne kan på et givet tidspunkt, men siger ikke noget om hvorfra denne
viden stammer. Grupperesultatet er i denne test meget vigtig. Således tilgår
klassescoren skolen og skolens samlede resultat tilgår det politiske niveau. Af
en eller anden grund skal grupperesultaterne holdes fortrolige.
Testen er udarbejdet på grundlag af en normalfordelingskurve.
Testen er på den ene side målrelateret, da den måler på trinmålene for faget på
et givet tidspunkt, men også grupperelateret på grund af
normalfordelingskurven.
Testen kommer godt rundt i forskellige kategorier, men der
er også her fejlkilder. Ved min observation var der utilstrækkeligt IT-udstyr.
Når eleverne er sat op til test, og må afbryde eller skifte computer, kan det
meget vel have indflydelse på resultatet. Når teknikken fungerer, giver testen
et godt billede af elevens niveau, idet computeren automatisk regulerer
niveauet efter eleven.
En anden fejlkilde kan være lærerens fortolkning af
rammerne. I vejledningsmaterialet til national test
fremgår
det ”Eleverne må gerne spørge læreren til råds, hvis de for eksempel har
problemer med at forstå en opgave. Undgå dog at hjælpe med at svare rigtigt” (
Nielsen, Margit Holm, National test s.8).
I den testsituation, hvor jeg deltog,
fik eleverne besked på, at de IKKE måtte spørge om noget. De skulle kun række
hånden op, hvis computeren gav problemer.
Delkonklusion:
Den nationale test er en grupperelateret vurdering. Den kan
være et udmærket redskab til at medvirke ved planlægningen for både den enkelte
elevs undervisning, men også for klassen som helhed. Dog er der fejlkilder
skabt i form af tekniske problemer og menneskelige fortolkninger. Testen er helt uden dialog. Der er derfor ikke
mulighed for at drøfte eventuelle problemstillinger eller
forståelsesvanskeligheder under vejs. Hvis en elev ikke forstår måden hvorpå
opgaven stilles, vil det resultere i enten en blank (som tolkes som forkert
svar) eller et forkert svar. Det kunne tænkes, at eleven ved let vejledning i
første besvarelse kunne bringe viden frem, der viste et langt højere niveau. Derfor må testen følges op med en
individrelateret vurdering.
7. Handlingsforslag
Når alle 3 tests foretages i samme periode, vil jeg anbefale
at testene følges op med lærerens samtale med hver enkelt elev, hvor mål for
næste periode fastlægges. Hvis samtalen falder relativt tæt på testresultatet
har eleven også mulighed for at fremkomme med evt. problemer i forhold til
testmaterialet, som læreren så kan tage med i vurderingen af det samlede
resultat. Tests, samtalen med eleven skal danne grundlag for elevplanen
(Borregaard, G. W., Stavning i grundskolen s. 71). Når alle samtaler er udført,
revideres læreplanen (Hansen, Th. I & Skovmand, K, Fælles mål og Midler s.
273) kan revideres og optimeres.
Når de individuelle vurderinger og samtaler er foretaget,
vil det være nødvendigt at se på det samlede testresultat for klassen. Der kan
så opnås en begrundet antagelse om, hvad der skal arbejdes Således går
evalueringsværktøjet fra at være en kontrolforanstaltning til at blive et
værdifuldt værktøj for læreren og eleverne.
8. Konklusion
Konklusion
Alle tre tests foretages i løbet af januar. Der bliver ikke
fulgt op med samtaler umiddelbart efter dette forløb. Testresultater bliver
først præsenteret for forældre og elever ved en forældrekonsultation, hvor
testresultatet kun er en lille del af det samlede formål med samtalen. Når
testresultaterne anvendes således, er de kun i anvendelse som et retrospektivt
værktøj.
Hvis læreren umiddelbart efter testperioden foretager en
individrelateret vurdering kan læreren få værdifulde oplysninger fra eleven og
derved validere testresultaterne yderligere. F.eks. vil eleven, der på et
tidligt tidspunkt stoppes af et forståelsesproblem, få dette kortlagt. Det er
uhensigtsmæssigt at undlade at udføre den individrelaterede samtale pga.
tidsmangel, da der så ikke vil være den fremadrettede effekt af de øvrige
obligatoriske tests.
Hvis vi anvender testning med omtanke og kontinuerligt
reflekterer over hvordan vi kan anvende testresultater sammen med de øvrige
evalueringsformer, kan det være et særdeles nyttigt værktøj til at planlægge
den fremtidige undervisning og dermed sikre, at det ikke er tilfældigt at vi
når frem til fastsatte fagmål med eleverne, men resultatet af et seriøst
lærerarbejde med eleven i centrum.
Det
er et lovkrav
at vi udarbejder
individuelle elevplaner. Her vil tests komplementere indsatsen, og i samarbejde
med eleven kan resultatet blive særdeles kvalificeret. Når alle de individuelle
resultater samles, giver det et godt overblik over hvor kræfterne skal
prioriteres. Testene bruges som oversigtsværktøj, og læreplanen
Derfor kan obligatoriske tests medvirke til en optimering af læreplan
og elevplan ved at være et objektivt supplement til individuel samtale, og
dermed bidrage til en helhedsvurdering af den enkelte elev og klassen som
helhed.
Refleksion over egen udvikling
Læsetest, nationaltest, stavetest - det er begreber, som for
mig er gået fra at være samfundsmæssige diskussioner lærere og politikere
imellem til at være helt konkrete opgaver. Jeg har set testningen foretaget og
jeg har fået lejlighed til at fordybe mig i nogle af de tanker der ligger bag
ved testdesign. Testene kan anvendes udelukkende retrospektivt, hvilket jeg
anser som rent tidsspilde, men kan også anvendes fremadrette og blive et rigtig
godt værktøj til at udarbejde kvalificerede elevplaner og læreplaner.
Det er tidskrævende at få et godt udbytte af testene, men
personligt tror jeg, at det er umagen værd.
Ved at arbejde med begreber som testning og evaluering er
det gået op for mig, hvor stort området er. Der er så mange relevante
indfaldsvinkler og det har været meget svært at afgrænse emnet for denne
opgave.
Jeg kunne godt tænke mig at arbejde videre med emnet. Det
kunne f.eks. være at arbejde med nogle af de spændende metoder, som vi anvendte
i forhold til eleverne. Hvorfor var det
de virkede? Eller hvorfor gjorde de ikke?
Det er første gang jeg har fået stillet til opgave at lave
en faglig artikel. Det har også været en udfordring, idet der jo er nogle forskelle
i forhold til de vanlige synopser.
Der var megen læring at hente i praktikken, også på det
personlige plan. Jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk kunne fungere i et
klasserum og at jeg havde en god kommunikation med eleverne. Jeg nød den ærlige
og spontane respons.
Jeg erfarede dog også, at jeg ikke havde været helt præcis
nok i mine noter. Således har jeg ikke fået skrevet datoer og steder på for
udsagn fra vores praktikvejleder, hvilket jo påvirker mit kildemateriale, men
det husker jeg fremover.
Da mit ene liniefag er dansk, er der ingen tvivl om, at jeg
vil komme til at arbejde rigtig meget med tests - og jeg glæder mig.
Referencer
Andersen, I.
(2002). Den skinbarlige virkelighed: Om vidensproduktion inden for
samfundsvidenskaberne. 2. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Borregaard G. W.
(2008). Stavning i grundskolen: Hvad gør vi? Frederiksberg: Dansklærernes
forlag.
Børne- og skolesekretariatet, Bornholms Regionskommune
(2010) Kvalitetsrapport, lokaliseret d. 16 02 12 :
http://ww.brk.dk/EverestInet/showdoc.asp?id=110120133803&type=doc&pdf=true
Hansen, Th. I.,
Skovmand, K. (2011). Fælles mål og midler: læremidler og læreplaner i teori og
praksis. Århus: Klim.
Hiim, H., Hippe E.
(2011). Undervisningsplanlægning for faglærere, 2. udgave. København: Gyldendal
Laursen, P. F.,
Bjerresgaard, H. (2009). Praktisk pædagogik: Metodik i folkeskolen. København: Gyldendal.
Nielsen, B.,
Nielsen, N. G., Mølgaard, N. (2010). Professionsbachelor: Uddannelse,
kompetencer og udvikling af praksis. København: UCC
Nielsen, J. Chr.
(2007) Projekt Danlæs 1999 - 2000 undersøgelse og pædagogisk evaluering af
danske børns læsning, dialogoplæg, lokaliseret d. 11 02 12: http://www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2007/Aug/~/media/UVM/Filer/Aktuelt/PDF07/070820_projekt_danlaes.ashx
Nielsen, Margit
Holm (Januar 2010), National test, lokaliseret d. 11 02 12 :
http://www.uvm.dk/Uddannelser-og-dagtilbud/Folkeskolen/De-nationale-test-og-evaluering/Fakta-om-de-nationale-test/~/media/UVM/Filer/Udd/Folke/PDF11/110920_nationale_test_dansk_web_2.ashx
Pagaard, Poul E.,
Sjørslev, Steen (1996), læsning, hvordan får vi godt begyndt, lokaliseret d. 11
02 12: http://www.uvm.dk/Service/Publikationer/~/media/UVM/Filer/Udd/Folke/PDF08/L/2000_laesning_godt_begyndt.ashx
http://blaagaard-kdas.ucc.dk/praktik/skriftlighedipraktikken/,
link udleveret i dec. i forbindelse med AD-undervisning og downloadet da, kan
ikke genfindes, derfor ikke nærmere angivelse omkr. årstal og forfatter.